Sagn i September
Af Martin A. Hansen i novellesamlingen Efterslæt. Sidste Noveller og Skildringer. Gyldendal 1959.
Østsjælland sidst i September. Middagsstund i Lille Taarnby. Staaende her ved Hyldebusken under den gamle, middagsstille Landsby ser man viden op over Engene mod Nord. Brede og grønne, skære i Farven over den fjerne Flade. Den grønne, der er Barnesjælen mellem Farverne.
Tryggevælde Aa slynger sig tæt herind under Lille Taarnbys bratte Næs. Den store Orm snor sig nordud. Dens Form er i voldsommere Bevægelse end dens Vande. Ja, Det sorte Vand her nedenfor staar helt stille, med Blonder af Andemad. Den stille Vandflade er fint støvet, den staar lavt, og under Breddens Grønssvær og Siv er den mørke Tørv kommet til Syne. Aaen ser ud som en Olding.
Hinsides Strøm og Eng, paa Banken lige overfor, løfter Varpelevs løvegraa romanske Kirketaarn sig over Raden af Straatage og svulmende Trækroner. Her i Septemberlyset ligner Byen et troskyldigt Olietryk. Ja, ser man nøjere til paa det stille Billede, da er det virkeligt lidt gulnet og fint ældet, som har det hængt på Væggen fra den Tid, da ogsaa Morten Luthers Kontrafej hang over Bordendesbænken. Det er vel Lyset. Septembers Lys kan være rigt, er det i Dag, men man kan ikke stole saa fuldt på det som paa Foraarets. Det er lidt uædelt, der er Messingskær i det.
Solen staar ret over Engdraget sønderude, saa den Vej kan man ikke rigtig se noget. Nordover segner dens Lys, den staar stille over Ajalons Dal. Disse milelange Enge lever stærkt i Erindringen. Fugle og Fortællinger, Kreaturer og Sagn, Blomster og Død. Her gik Horsegøgen svimlende højt oppe, lod sit Brum høre, Storken skridtede Foldene af, kom som Kongens Foged til Vibepøblens Reder, og Fiskehejren dulgte sig i Rørtykningen, og her saa man et Par Gange Aahunden, Odderen den tørvesorte. Da aabnede den døsende Natur sine Øjne og saa paa en. Under Grøntørven var Hængesækken bundløs, Dynd og Fordærv, saa skulde det være. Vi prøvede med en lang Staver, stak den ned, fandt aldrig Bund. Det var heller ikke Meningen. Det huskes, hvor underligt det kunde klemme en om Hjertet, naar man havde Staveren gennem Tørven og godt nede i Bundløsheden, for da mærkedes det, som greb Hænder dernede fat om Træet. Rok op, rok op! siger Gengangeren nedefra. Hun sad manet ned med Pælen igennem sig.
Man har aldrig før set Landet fra dette Sted. Lille Taarnbys Hemmelighed er blevet gemt til en Lejlighed som denne. Der ligger mange ventende Hemmeligheder i Landskabet. Det er en Ven, og Venskabet har sin høje Luft, der ikke tillader en at nærme sig Hemmeligheder, før de bliver tilbudt. Godt at have noget til gode.
En Mand af nordstevnsk Fiskeræt for paa Langfart al sin Tid, hvad mange har gjort. Men han blev ved at bruge Øjnene, han saa Karakterer, Landes, Jords, Folks, han var villig til at fortælle, naar han en sjælden Gang var hjemme, men saa gav han Karakteristikker, ikke Fabler. Han vidste mere, end man skulle tro nogen kunde rumme. Hvad skal du nu? spurgte man. Han skulde egentlig se Lille Taarnby, inden han skulde af Sted, sagde han. Han for på Verdenshavene en Menneskealder, lagde endelig op, og siden sad den gamle Mand på Bænken ved sin Gavl og saa ud over Køge Bugt. Du har set alt i Verden, sagde man. Nej, sagde han. jeg fik aldrig set Lille Taarnby.
Den ukendte Ravnekrog blev Verdensrejserens Mysterium, den var ved at veje Resten af Verden op. Oldingen kunde sidde paa Bænken med en ung Længsel i sig. Da blev Verden ikke lille.
Faa af Egnens Folk har været her. Landsbyen ligger uden for Alfarvej, på Næsset ved Aaen, fem Gaarde og en Husklump, et Sted af Alder. Man holder Frihjul ned mod Byen, kommer i Glideflugt langt tilbage i Tiden. Middagsstilheden er fuld af Fortid. Det siver fra et Par gamle Kilder i Skrænten.
En Hyldeklase strejfer nu og da ens Pande let, som rører den sig i Modningens Lyst. Sjældent store Bær. Grønne, blaanende og sorte mellem hverandre. Klasen strækker sig efter Solskinnet, der er ved at forlade Stedet. Jo sortere Bær, des mere tindrende Lysplet. Men mellem Skærmens Stilke har Edderkoppen trukket et Par Traade. Overalt i Hegnet er der Spind. Og mellem Stubbene på Marken og i Græsset på Engen. Ser man paa det, idet man flytter sig lidt, farer der smaa hvide Blus gennem Græseet. Her i September tager Landet Slør paa, hendes Ansigt er ikke saa ungt mere, men dog dejligt.
Tørken har hærget også i Engene, man ser det nærved. Der er Spor som efter store Baal, men nu lader Græsset sig se igen. Da man for et Par Uger siden rejste gennem Landet, var hele Danmark rødt af Tørke. Det saa ud, som vilde Riget brænde, hvis man satte en Tændstik til. Nu er der kommet lidt Regn, Stubmarkerne grønnes skært, fra Lavningerne opefter, og paa de tunge Jorder mørkner Kaalroemarkerne. Men mange Steder har man ikke kunnet saa Vintersæd endnu. Tre-fire Tommer nede er Jorden tør som Aske. Der gik før Middag en Mand og pløjede ovre ved Varpelev. Omkring Muldfjælen røg det, som ulmede Pløgelaget under ham. Der ligger ogsaa gamle Gløder i Varpelevs Jord. Sagnene ved sit. Der var mange knyttet til Stedet. "Tyrker" kaldte man i Fortiden Folkene. Gamle Historier beretter om voldsom Livskraft og om Gru. De begrov engang en Kvinde levende, kvæder Sagnet. Jomfruoffer? Som Ifigenia og Jeftas Datter. Hænder fra Dybet griber om Staveren, naar man fører den ned i Folkemindets Myr.
Paa Marken uden for Varpelev By, nær Engen, ligger Resterne af Lammehøj, en Bronzealdergrav vel, men ogsaa mere, et Kultsted og et Dødshjem. Mindet har berettet om de mærkelige Midsommerfester, der blev holdt der.
Mangen Gang fik man noget at vide af Aaen og Engene, Enghaven, som de ældre sagde, Æihoun, et vægtigere Ord, tungt som en Græstørv. Langs den vandrende Aa, Tryggevældet, Folkeskellet mellem Skovboer og Stevnsbagger, vandrer ogsaa Sagnet.
Det var Nonner, der byggede Varpelev Kirke, siger det. De havde også Gods på denne Side af Aaen, og de vilde helst rejse Kirken herovre ved Lille Taarnby. Men det vilde Troldene ikke finde sig i.
Det skal nok passe. Stevnsbagger og Skovboer kunde ikke have Sogn fælles i gammel Tid. De stod imod hinanden. Mundarternes Tonefald, Sæd og Skik, det skilte dem, og det mærkes endnu. Det er et Skelsagn, og af dem er der vel flest. Snarere end Historie er det noget nærværende, eksisterende, essentielt de fortæller om, Karakterer.
Folkekulturen lagde Haab og Visdom i Sagn. Bag Varpelev ligger Klippinge Bjerg, og i det sidder Holger Danske og sover. Hvornaar han vaagner, føjer Sagnet ikke til, det vides. Men han maatte sidde ogsaa her. Det er nok en ung Tro, Holger er konstitueret i Stillingen sikkert, mon ikke der har siddet en ældre før han? Holger eller Olger er først kommet til Landet med Middelalderens Folkebøger, og til Stevns er han næppe kommet, før Ellekongen blev aflægs. Men paa en Mark her oven for Lille Taarnby ligger et Kongeløsen, og det er gammelt. Det er en Skat, Kong Høder gemte, før han kom i Højen på Haarlev Kirkegaard. Skatten er paa to Skæpper Sølv, nok til at løskøbe Landet, maa kun bruges til det. Naturligvis har Skattegravere været uden efter den, men Sagnet ved, at de som altid var uheldige. Over et Kongeløsen er der Etos og Frelsens Mysterium, det kan først hæves i Landets yderste Nød.
Der er en, som ved, at Natur, Landskab, Land ikke er kommet "fra Naturens Haand", men er Kulturfrugter, Aand, først efter mange Generationers Liv fuldskabt af Menneskers Tro og Guddomme, og den vidende er Kunstens Genius. Hvad man har oplevet, troet og tænkt, og blandt det Sagnet og Fortællingen, der var stedfæstet, det har ikke blot beaandet Landskabet, men ved det er det blevet til. Og blandt Kunsterne er det maaske ikke Digtningens Genius, som ved mest om de Ting. Af Kunstarterne er Litteraturen den groveste Synder, ingen fristes så let af Barbari som den. Heller ingen er saa nøjsomt frodig som den, for den kan gro i nybrudt Jord, hvad hverken Musik, Billedkunst eller Arkitektur kan. Rusland og Amerika, der som Kulturnationer er purunge og ikke har været gennem den europæiske Middelalders Opdragelse, har frembragt betydelig Litteratur, men ikke Musik og Malerkunst af samme Højde. Ingen Kunst er saa stavnsgroet, saa bundet til enkelte følsomme Steder paa Kontinentet som den europæiske Malerkunst. Den er en Blomst, som kun kan gro, hvor Guderne længe har dyrket Jorden.
Det var Sagnets Funktion at vie Land, ikke at være Historie. Men det hænder dog, Sagnet faar historisk Ret. Om de kirkebyggende Nonner ved man kun, hvad denne slidte Stump Overlevering siger. Men den tilføjer, at de have Bro og Vej over Aaen mellem Varpelev og Lille Taarnby. Der er ikke Overgang nu, og fornuftige Folk fandt det ikke sandsynligt, at der nogen Sinde havde været det. Men nylig afdækkede man en ældgammel brolagt Overfartsvej på det Sted. Det har været en Indfaldsvej til Stevns og nok den eneste. Taarnby har vel faaet sit Navn fra den Befæstning, der var fornøden saadan et Sted. Hinsides var Stevns værnet af Lammehøjs vilde Aander.
Skræk, Skræk! skræpper Skaden fra en Trætop. Tjek! skriger en anden Fugl. Spurvene ryger som en Haandfugl Stegn ind i Tjørnen, Stærene i Blommetræet tier, Hønsene piler hjem. Nu skal man se opad. Og jo, deroppe kommer han, sejlende højt over Engene, den store Rovfugl, Musvaagen, mølgraa og mølbrun, et flyvende Sagn.
Naar man i Barndomsdage i Aftenmørke kom kørende paa Vejen derovre ved Varpelev, i Hestekøretøjet, hvor man allerhelst laa paa Vognbunden og kikkede op paa Stjerner og Natteskyer, da skævede man altid herned mod Enghavens Taager. Maaske man i Dunklet saa Fars Pisk pege den Vej. Lammehøj. Den havde Farfar haft noget forfærdeligt at fortælle om. Tvunget havde han som purung staaet der og set paa, at hans Barndoms Legekammerat blev henrettet. Den sidste offentlige Henrettelse paa denne Kant af Landet, nu godt halvfems Aar siden. De var Sønner fra Nabogaarde, jævnaldrende, Præstekammerater. Ganske ung myrdede Nabosønnen en Pige, og om det kunde de gamle Kvinder fortælle grufulde Enkeltheder. Han blev dømt, de rejste ham op, saa han maate se ned i sin aabne Grav, da de kørte forbi Kirkegaarden med ham. Og Egnens unge Karle var tilsagt, de skulde møde og slaa Ring om Lammehøj for at de kunne lære af dette. Siden hørte Varpeleverne ofte den henrettede om Natten. Han for i Vogn igennem Byen, kørte ud mod Fødegaarden, men selv om man hørte Vogn og Heste ganske nær, kunde man aldrig se dem. Farfar selv mødte engang Legekammeratens usynlige Vogntog paa Vejen.
Paa den Tid var Sagndannelsen ved at ebbe ud, og dog synes det klart for den, der har hørt de mørke Fortællinger, at de var ved at forene sig med en urgammel Egnsmyte, Ellekongens. Den stevnske Bygdegud kørte gennem Sognet ad de samme Veje, det kunde Oldefar bevidne. Og saadan har vel i Fortiden mangen Urmyte faaet ny Livskraft, den optog i sig Affekten fra en frisk Hændelse, som den siden overskyggede i Erindringen.
Et troskyldigt Billede i Septembersol, Kirketaarn, Tage, klodefyldige Trækroner. Manden har igen spændt for Ploven, som det støver fra. Stærene kommer til Furen efter Orme, men de letter og forsvinder. Helt er Sagnskabelsen ikke ophørt. Jeg har om Varpelev hørt et meget ungt Sagn, og lad mig gengive det, som det er samlet op fra Vejgrøften i en anden By: Ja, da de var efter Jøderne her under Krigen, saa var det lille Varpelev Sogn straks paa Pletten. Naar det skal være, gør de noget ved det, og de samlede nogle Hundrede Jøder sammen, og da de syntes, det var en ordentlig Flok, saa fik de dem paa Vognene, og saa kørte de i en lang Vognrække, midt paa den lyse Dag, gennem to Sogne ud til Kysten.
Saadan lød sagnet, jeg har ikke verificeret det, udgiver det ikke for Historie. Det er i sin Kærne ældgammelt og rigtigt nok.